Vilkår for SEJLERFERIE: Se desuden det enkelte bådfirmas vilkår     Download som PDF

 


BETALING / AFBESTILLING:
Sunway Seatravel optræder alene som formidler for velrenommerede og anerkendte sejlerferie selskaber. 40 % depositum betales ved indgåelse af kontrakt, restbeløbet senest 7 uger før afrejse. Terminerne skal overholdes for at opretholde reservationen. De indbetalte beløb fortabes ved afbestilling samt ved misligholdelse af betalingsvilkårene med mindre årsagen falder indenfor rammerne af en tegnet afbestillingsforsikring.

PRISERNE: Er oplyst i DKK. for leje af 1 båd pr. uge - med plads til det specificerede antal personer. Priserne er baseret på gældende tariffer, afgifter, skatter og valutakurser på publiceringstidspunktet. Vi tager forbehold for udsving og ændringer heri, som vi er uden indflydelse på, samt forbehold for evt. trykfejl. Betalinger på stedet er oplyst i lokal valuta - oftest Euro.

OVERTAGELSE / AFLEVERING: Overtagelse normalt kl. 17-18. Aflevering før kl. 09.00 med tilbagekomst til basen aftenen før. Tidspunkterne fremgår af ordrebekræftelsen. Ved for sen tilbagelevering opkræves et gebyr iht. lejebetingelserne. Perioderne mellem aflevering af båden, til de nye gæster skal overtage den, er forbeholdt rengøring, skift af sengelinned, optankning, evt. reparationer etc., som personalet omhyggeligt tager sig af. Ved overtagelsen af båden, vil I få udleveret udstyrslisten, som bedes gennemgået grundigt - også for at vide, hvor I finder tingene ombord. Skulle der være mangler eller lign. bedes det påført listen, før I - sammen med personalet - får de sidste instruktioner i bådens funktioner. Gennemgang og instruktion af båden udgør en del af lejeperioden.

OVERDRAGELSE / ÆNDRINGER: For alle ændringer af lejemålet (dog senest 7 uger før afrejse) tillægges et gebyr på DKR. 500 til dækning af de omkostninger, som Sunway Seatravel pådrager sig i forbindelse med ændringen. Ændringer foretaget senere end 7 uger før afrejse betragtes som annullering og ny reservation er nødvendig.

FORSIKRING / KAUTION: Bådene er fuldt forsikrede, ansvar / kasko iht. kontraktbetingelserne. Personerne ombord og deres private ejendele er ikke dækket af bådens forsikring. Kautionen udgør et beløb svarende til selvrisikoen på bådens forsikring (se kontraktbetingelserne) og erlægges til vor charterleder lokalt i form af anerkendt kredit kort (VISA el. lign.) eller i kontanter før udlevering af båden og tilbagegives efter rettidig tilbagekomst til basen og skadefri sejlads. Alternativt kan der ved mange udlejningsfirmaer i stedet for kautionsbeløbet - tegnes en ikke refunderbar risikoforsikring på det i prislisten anførte beløb.

AFBESTILLINGSBESKYTTELSE: Vi tilbyder afbestillingsforsikring, som gælder i tilfælde af annullering før afrejse bl.a. på grund af akut opstået lægedokumenteret sygdom hos den rejsende, dennes nærmeste familie eller hos rejseledsagere. Se nærmere vilkår.

REJSEFORSIKRING: tilbydes fra Gouda: Årsrejse / Syge / Feriegaranti / Bagage / Ulykkesforsikring anbefales, specielt på rejser udenfor EU, hvor det “gule sygesikringskort” ikke dækker, ligesom hjemtransport ikke er omfattet fra noget land. Se nærmere vilkår. Sunway Seatravel har pligt til at oplyse, at vi erholder en provision for formidling af forsikringer.

RENGØRING / DIESEL: Bådene udleveres rengjorte og med fyldte vand- og dieseltanke og skal afleveres igen i opryddet, rengjort stand og tømt for affald. På de fleste destinationer betales et obligatorisk gebyr for professionel slutrengøring. Bådene afleveres med genopfyldte dieseltanke.

CREWLISTE: Vi fremsender formular til udfyldelse med navn, fødselsdato og pasnr. for de enkelte besætningsmedlemmer. Såfremt vi har denne crewliste i god tid før afrejse, vil vor charterleder forberede sejltilladelsen (navigation permit / transitlog) hos myndighederne, så lang og unødig ventetid undgås, før I kan sejle ud. Havnemyndighederne kan beregne sig et mindre gebyr herfor, ligesom ventetid og et gebyr må påregnes ved ændringer i besætning.

SEJLERFARING: Min. alder 21 år. Myndighederne kræver, at skipperen har sejlkompetence. I Middelhavet kræves ALTID at skipper har sejlbevis (for Grækenland kræves desuden at co-skipper har sejlkompetence, samt accept med underskrift på den Græske Søfartsstyrelses officielle ”Conditions of Agreement”). Ved indcheck på marinaen skal pas samt sejlbevis og et resume af sejlererfaring forevises (på engelsk eller tysk). Kopier heraf bedes fremsendt til os i god tid. Ved generel inkompetence forbeholder basen sig ret til - for kundens regning - at sætte en professionel skipper ombord / afvise lejer.

TEKNISK SERVICE / ANSVAR: Det er lejers forpligtelse a) at have de nødvendige pas, visum, forsikringer etc. i orden, b) at underrette basen ved forsinket ankomst / aflevering iht. til de på ordrebekræftelsen angivne tidspunkter, c) at rette sig efter de ordensbestemmelser og anvisninger, der gives af bådbasens personale og de lokale myndigheder, d) at underrette bådbasen straks i tilfælde af grundstødning eller uheld. Natsejlads er normalt ikke tilladt. Under sejladsen er lejer altid velkommen til at kontakte basen for eventuel assistance samt råd og vejledning. VIGTIGT: Konstaterer lejer mangler, skader eller fejl ved båden eller dens udstyr, skal udlejer eller dennes lokale repræsentant straks underrettes herom, således at afhjælpning og udbedring heraf kan ske på stedet. Eventuelle efterfølgende reklamationer accepteres ikke, hvis udlejer ikke har haft mulighed for at rette forholdene på stedet. Udbedring af skader må kun finde sted med bådbasens accept. Hvis den bestilte båd af tekniske årsager/skader ikke skulle være disponibel, vil udlejer forsøge at stille anden båd af tilsvarende standard og størrelse til disposition. Se den enkelte udlejers vilkår bag på ordrebekræftelsen. Eventuel tvist afgøres ved dansk ret.

FORBEHOLD: Vi gør opmærksom på, at rejsen samt ophold på og sejlads med bådene foregår på eget ansvar. Vi optræder som formidler for anerkendte og velrenommerede flyselskaber, rejsebureauer og bådcharterselskaber og er ikke ansvarlig for eventuelle forsinkelser, forsømmelser, ændringer i tider, priser, specifikationer, lokale afgifter og valutajusteringer, som vi er uden indflydelse på. Vi kan ikke drages til ansvar for vind- og vejrforholdene lokalt eller force majeure lignende hændelser for alle enkeltdele af den tilbudte ferie, hvad enten formidlet af Sunway Seatravel eller er kundens eget arrangement.  Det er den rejsendes eget ansvar til enhver tid at orientere sig om den aktuelle politiske, sundhedsmæssige samt natur- og klimamæssige situation på destinationen.

INFORMATIONSMATERIALE: Vore gæster vil i god tid få tilsendt rejsebevis / flybilletter samt vor informationsmappe med praktiske oplysninger om basen, personalet, der tager imod Jer, relevante telefonnumre, farvandet og turforslag.

TILLÆG VEDR. REJSEARRANGEMENTET: Sunway Seatravel tilbyder, mod et formidlingsgebyr, at hjælpe med evt. reservation af flybilletter og hotelreservationer. I forbindelse med den skærpede kontrol i lufthavnene og udstedelse af nye optisk læsbare pastyper kan vi, ved flyreservationer, ikke understrege følgende kraftigt nok:

  • Navn på flybillet og navn i pas SKAL stemme overens.
  • Det fulde korrekte navn, fødselsdato og køn skal oplyses skriftligt til os allerede ved flyreservationen.
  • Er billetten først udstedt, kan der generelt ikke rettes på navnet.
  • Et ændret navn – også bare et enkelt bogstav – svarer ofte til annullering og en efterfølgende ny reservation
  • Er billetten først udstedt, kan der generelt hverken ændres på rejsemål eller tidspunkt.

Sunway Seatravel optræder som formidler for anerkendte og velrenommerede flyselskaber, færgeselskaber, rejsebureauer, rejseoperatører og bådcharterselskaber. I tilslutning til bådferien tilbyder Sunway Seatravel at booke individuelle rejsearrangementer for vores gæster. Disse arrangementer kan være tillagt vores påførte omkostninger iht. Pakkerejseloven, som anført nedenstående.

Vi gør opmærksom på, at rejser med rutefly eller charterfly, tog, bus eller færge er underlagt individuelle betingelser for de enkelte selskaber eller rejseoperatører og er således udenfor Sunway Seatravels kontrol, idet vi kun optræder som formidler.

GENBEKRÆFTELSE: Alle reservationer med oversøiske rutefly skal genbekræftes (reconfirmation) lokalt af den rejsende senest 72 timer inden returrejse eller et afbrudt rejseforløb genoptages, og med charterfly (alle) senest 24 timer inden hjemrejsen. Dette gælder også, selvom man har en “fast reservation”. Flytider kan være ændret. Undladelse heraf kan medføre annullering af reservationen.

DERES ANSVAR: Det er den rejsendes eget ansvar at orientere sig om den aktuelle politiske, sundhedsmæssige samt natur- og klimamæssige situation på destinationen. Reglerne for håndbagage i kabinen er væsentlig ændret og skal/bør checkes på lufthavnens webside inden afrejsen. Pas, visum & vaccinationer: Den rejsende er selv ansvarlig for at have gyldigt pas og visum, og i tide sørge for eventuelle vaccinationer. På visse fjerne rejsemål kan der være krav om, at passet skal være gyldigt i fra 3-6 måneder efter ankomst til destinationen. Der kan ligeledes være særlige vilkår for ikke EU-borgere. Det er den rejsendes eget ansvar at orientere sig om disse vilkår.

REJSEGARANTI: Sunway Seatravel er registreret i Rejsegarantifonden, reg.nr. 753

15.11.2011

Ring 86 34 00 10

eller ring til Niels
hvis du har nogle
spørgsmål 

39 16 33 48

niels@seatravel.dk
Flodbådsferie Nyhedsbrev

Scancharter tallinksilja